1. september 2026

Fire elever udlært hos HE-VA!

Fire elever udlært hos HE-VA!

HE-VA fryder sig over tre færdigudlærte klejnsmede og én færdigudlært industritekniker, mens man samtidig ønsker at tiltrække flere elever til arbejdspladsen.

 

Fire færdigudlærte

Kenneth Kær, Oscar Bang, Frederik Kristensen og Sviatlana Bandarenka er alle blevet færdigudlært hos HE-VA og det er første gang at HE-VA har haft fire elever, der er blevet udlært samtidig. Det er desuden også første gang man har haft en industritekniker-elev i Nykøbing-afdelingen.

Hos HE-VA glædes man over at modtage elever og det er en fryd når de står på den anden side og kan kalde sig udlært.

”Vi er stolte af vores lærlinge og glæder os over når de når milepælen og bliver færdigudlærte”, siger Villy Christiansen, adm. direktør hos HE-VA.

 

 

Spørger man de fire hovedpersoner, så er de også glade for at have været elever hos HE-VA.

Der blev hurtigt, kort og konkret sagt: ”Det er udmærket!” – og det kan man jo kun sige er et godkendelses-stempel på ægte Mors-manér.

 

De gik dog lidt mere i dybden og er alle enige om at man kan få lov til en masse forskelligt som elev hos HE-VA.

Kenneth Kær siger også: ”Jeg synes også man får lidt mere frihed her end man gør mange andre steder. Frihed under ansvar”

 

Flere elever ønskes

Alle fire ville også anbefale HE-VA som et sted at søge elevplads som både klejnsmed og industritekniker. Og netop dét er også en relevant snak for HE-VA som virksomhed, for man oplever på det seneste at det er svært at finde nye elever.

 

Villy Christiansen siger uden tøven: ”Vi vil meget gerne have nogle flere lærlinge ind.”

 

HE-VA opfordrer derfor til at man søger en elevplads hos dem, hvis man har interesse i at blive enten klejnsmed eller industritekniker – og der er muligheder både i Ørding- og Nykøbing-afdelingen.

 

Per Rasmussen, lærlinge-ansvarlig i Nykøbing-afdelingen, tilføjer: ”Vi ser gerne at de unge mennesker kommer hos os i en praktikperiode på 2-3 måneder, alt efter uddannelsessted. På den måde ser man hinanden an inden man aftaler en elevplads - og vores erfaring fortæller os at det er en god måde at starte op på.”

Per nævner også at HE-VA hvert år deltager i Uddannelses-og Erhvervsmessen i Sparekassen Thy Arena Mors – og her vil han meget gerne se en masse unge mennesker og tale med dem om deres muligheder hos HE-VA. I år afholdes det torsdag den 12. november 2026.

 

Kontaktoplysninger

For mere info kontakt gerne:

Per Rasmussen, lærlingeansvarlig i Nykøbing, tlf.nr. 5171 7617

Jens Erik Søndergaard, lærlingeansvarlig Ørding, tlf.nr. 4031 9900